At være gravid

Er du gravid? Det er jeg – for anden gang.

Selvom jeg læser til jordemoder og kender den gravide kvindes krop, fødslens fysiologi og ved en ting eller to om psykologiske processer, så er der altså intet her i verden der slår ”learning by doing”.

Noget af det første jeg som ”almindelig gravid” lærte var, at så snart en graviditet bliver offentlig så sker der noget magisk! I omverdenens øjne holder jeg op med at eksistere og min tidligere identitet er vraget til fordel for nu at være ”hende den gravide”. Fra da af skal jeg til at opleve (og overleve) helt nye sider af min omverden og omgangskreds. Både kendte og fremmede menneskers forståelse for begreber som privatliv og intimsfære er fuldstændig gået af fløjten, så snart der er baby på tapetet. Fra da af står menuen på groteske begramsninger, evindelige spørgsmål om hvad kønnet på barnet er og den bedste; at fra nu af er det åbenbart helt okay at blive tiltalt ”tykke” (?!). Alle mødre har en livserfaring eller fødselsoplevelse der skal deles, om jeg så gider høre på den eller ej.

Som kommende mor til pseudotvillinger synes jeg lige, at lagkagen har fået et ekstra lag guf med guf på. Toppen af tåbeligheder kommer helt klart fra mennesker, der fuldstændig bramfrit og uden omtanke, synes de skal tilkendegive deres bestyrtelse over min åbenbare manglende viden om prævention (og nej, det var planlagt). Helledusse, hvor er jeg dødtræt af at høre på jer mennesker…

Jeg har nu snart gennemgået 2 graviditeter, og jeg har åbenbart stadig ikke groet mig de nosser der skal til, for at sige min ærlige mening til folk at denne type. Til gengæld er jeg en mester i at smile høfligt og nikke. Nogle gange bliver smilet måske en smule stift, når jeg for tredje gang på blot få timer, er så uheldig at støde ind i min lidt for mavefikserede overbo, som altid har en kvik bemærkning til størrelsen af mit korpus. I hvilken verden er det okay? - jeg forstår det virkelig ikke.

Det er nu der burde være lys for enden af tunellen; jeg har trods alt kun 1 uge tilbage til terminen. Men en forbandelse ved at have prøvet det hele før er at jeg ved, at det på ingen måde stopper der. Når først fødslen er overstået (og alle folk har tilkendegivet deres mening om såvel den, som deres egne fødsler) så starter det hele forfra. Fra da af er jeg ”hende med babyen”, som da lige skal have et par uopfordrede råd med på vejen om mængden af tøj min unge bør have på, ammefrekvensen eller et godt råd mod kolik. De bedste råd er selvfølgelig de fuldstændigt outdatede 80´er råd som "virkede helt fantastisk da jeg fik børn”. Jamen, tillykke til dig og hurra for det – godt dine børn overlevede! 

Jeg ved af erfaring, at man lynhurtigt glemmer alle graviditetsgenerne, såvel som fødselssmerterne – det er vel derfor jeg sidder her i suppedasen igen blot 15 måneder post første fødsel. Jeg håber dog inderligt, at jeg aldrig kommer til at behandle en gravid kvinde så respektløst, som jeg selv har oplevet at blive behandlet. 

Og gør jeg det nogensinde; så spark mig hårdt, gider du?