Greatest hits

Ja, okay- indrømmet. Jeg har ikke helt knækket koden. Hvordan når man at have 2 børn (plus manden), få ryddet op, købt ind, vasket tøj, sovet (bare en gang imellem), spist (hvilket jo også kræver, at man får lavet maden) og så samtidig få blogget mere end ugentligt? Altså, spørg mig om noget andet...
Derfor bliver dette endnu et "greatest hits" indlæg, med lidt af hvert fra ugen der gik. Der har ellers været nok at blogge om.

Torsdag og fredag holdt Asta fri fra dagplejen, og vi rejste mod min hjemstavn for at besøge min mormor et par dage. Vejle har dannet rammen om min barndom til jeg som 17 årig rejste til USA og derefter flyttede til Kbh. August 2010 blev jeg gift i Mølholm Kirke, hvor også mine forældre blev gift. Brudebuketten satte vi ved min fars grav. Den grav deler han nu med min mor. 
Tilknytningen til Vejle er altså langsomt skrumpet ind, men jeg har dog stadig min mormor. En ret så sej kvinde, der trods sine 80+ stadig er nok så fantastisk. 
Torsdag indtog vi hendes hjem med 1 styks loppebarn - altså Asta - og lille, milde Ellen. Selvom det piskede ned stort set uafbrudt, så fik vi en rigtig god tur ud af det. 

På besøg hos mine forældre.

Fredag formiddag gik i legeland. Asta var utrolig svær at få ud af politibilen igen.

Og manden kunne også få leget en hel del.

Loppen på spil.

Nu er vi altså hjemme igen og med overtagelse af huset lige om hjørnet, så er der nok at spekulere på og bekymre sig om. Der er tusind ting jeg burde få gjort, men ét projekt skal altså bare laves (også selvom det intet har med huset at gøre). Jeg er begyndt på mit første dukkebarn. I flere år har jeg fuldt de seje blogdamer, der syer disse håndsyede waldorfdukker. Og tænk engang - selvom jeg kun lige er begyndt, er jeg allerede hooked. Der er virkelig noget særligt ved disse dukkebørn. 
Jeg skal dog ikke spekulere på, hvem dukken skal være til - det ved jeg nemlig godt. Og det er hverken til den ene eller den anden af mine piger. Dukken er et symbol på et skift i vores liv, og skal gives til en meget særlig kvinde, som tak for omsorg. Men det skal jeg helt sikkert nok skrive mere om, når dukken er færdig og engang skifter hænder.