tirsdag den 27. november 2012

At rykke videre...

Huset er langt fra indflytningsklar - processen trækker ud, mange faktorer spiller ind. Alligevel glæder vi os utrolig meget og snakker meget om alt det nye, om alle de drømme det hus og den have er kommet til at rumme. Men i går fik vi et brev der rev lidt af glæden af igen og efterlod mig mere ambivalent omkring huset end jeg tidligere husker at have været.
Asta har fået en institutionsplads. Og fantastisk nok har hun, trods det er en såkaldt "akut plads", fået en plads i præcis den institution vi drømte om. Da jeg læste det fløj mine arme op over mit hoved - men de kom hurtigt ned igen. 
Asta går lige nu i dagpleje, men i ikke mindre end den mest fantastiske dagpleje. Hendes dagplejer er en vidunderlig kvinde, som vi alle er kommet til at holde meget af. Hendes omsorg for Asta har været ufravigelig og ikke én dag har jeg følt snerten af utryghed ved at lukke hoveddøren bag mig og gå derfra. Det er stort. Derfor har jeg siden i går haft en knude i maven. Præmoderskabs-Henriette ville have tænkt "så tag dig dog sammen, hun glemmer det hurtigt", men jeg erkender hermed, at det er med rystende hånd, at jeg snart skal trække min datter væk fra hendes vante omgivelser og tvinge hende til at bryde med børn og voksne, som hun helt sikkert holder meget af. 
Og ja, jeg ved det - det her bliver langt fra sidste gang, hun skal sådanne oplevelser igennem. Faktisk er den del af livet kun lige begyndt. Det pudsige er at jeg ikke aner, hvordan Asta kommer til at reagere på dette skift, det kan være hun tager det i stiv arm - måske er det alt sammen mest hårdt for moderen....? 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar