Det der med spædbørn...

Jeg husker det faktisk tydeligt fra sidst og det er ufravigeligt; folk kan ikke se en nyfødt baby uden også at spørge dets forældre ”nåh, sover hun igennem om natten?”.

Disse folk plejer jeg at bære over med og herefter forklare, at spædbørn ikke sover igennem om natten, da de ikke kender forskel på nat og dag og at desuden, så har spædbørn brug for deres mad. Det siger al min faglighed mig nemlig og det står vist også i enhver babybog på markedet. 

Men… nu er det bare sådan, at disse magiske spædbørn altså eksisterer - jeg har efterhånden mødt dem mange gange. Dem der sover igennem om natten, og som stadig er i fin trivsel og udvikling, selvom de sover 6 timer i streg uden mad.

I går var Ellen og jeg i mødregruppe for første gang. En fantastisk sød flok kvinder og deres lækre unger. Lækre præmiebabyer, som åbenbart sover ganske glimrende om natten og som artede sig formidabelt i sommervarmen. Men Ellen skreg… og skreg lidt mere. Tja, sov vel 30 min. og så gik der rent rekordskrigeri i den. Det lykkedes mig at få hende med hjem uden at pådrage mig hele Hvidovres opmærksomhed, og da vi så kom hjem - ja gæt hvad – så sov hun! Og sov og sov, var vågen og glad og sov så igen.

Natten igennem har hun sovet i arm med mig, og selvom hun ikke har skreget, så har hun været vågen med 1,5 times mellemrum hele natten. Og formiddagen har hun skreget væk, med korte lure ind imellem… 

Så gik hun endelig kold på min skulder - nøgen og gennemblødt af sved.  Tak for kampen, Ellen.

Denne mor her er frustreret. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op. Det åndsvageste er, at Asta jo havde kolik, og den sande gru som det var, har jeg åbenbart fuldstændig fortrængt.

Min svoger sagde engang noget klogt, som jeg ofte trøster mig selv med. Nemlig; at lykken ved at have prøvet at få børn før er, at man ved at alt jo går over. Og går det ikke over, er der sikkert hjælp at hente et sted.

Så det går over… (siger jeg til mig selv)