Ude og hjemme igen

"og går det ikke over, er der sikkert hjælp at hente et sted" - sådan skrev jeg her i fredags, efter endnu en dag med en ulykkelig Ellen. Efter jeg havde skrevet det indlæg gik det helt galt. Aldrig har jeg set et barn reagere så voldsomt på selv den mindste lyd eller berøring og efter at vi - i rent kaos og skrigeri -havde hentet Asta, tog jeg Ellens temperatur. 38,9 grader. Vagtlægen inviterede os straks ind, og vi nåede knap nok at sætte os på stolen foran ham, inden han havde indlagt os på børneafdelingen. 
På børneafdelingen kunne de god se at Ellen var skidt, men tænkte heldigvis ikke meningitis. Så snart de begyndte at pille lidt ved hende kom der en omgang slimet, grønlig afføring og de mistænkte straks en mavevirus, f.eks. enterovirus. 

Men da det stadig også kunne være en blodforgiftning, måtte hun behandles for det indtil bloddyrkningen viste negativ (og det tager nogle dage). Og så startede et rent torturshow. Der skulle udtages urin fra til dyrkning, en såkaldt blærepunktur (jep, det er som navnet lyder en punktur af blæren udefra med en stor nål.... avs), og der skulle anlægges et venflon i venen til antibiotika og væske. Der gik knap 3 timer, hvor 3 forskellige læger stak vores lille pige ca. 40 gange i hænder, fødder og albueled indtil det vha. ultralyd lykkedes en anæstesilæge at finde en åre. Der sad jeg så; med min lille pige i armene, og med hendes blod løbende ned af mine hænder og ben, mens hun skreg til hun blev blå i hovedet... En ren gyser.

Nåh, herefter fulgte 3 dages vejning af Ellen før og efter hver amning, samt vejning af alle bleer. Hjulpet godt på vej af panodil blev hun heldigvis hurtigt bedre, og i går blev vi udskrevet igen. Under det hele måtte vi undvære Asta, som heldigvis hyggede med farmor og farfar. Men hvor er det fantastisk at være hjemme igen. Og nu har vi en sovende og ellers glad Ellen - jeg er lykkelig.