mandag den 5. november 2012

Forberedelser...

På søndag er dagen for Ellens dåb og hele begivenheden er utrolig vigtig for os. Dåben betyder noget. Ellen skal døbes i den dåbskjole min mormor har syet ud af en dug, som hendes mor håndbroderede for snart 100 år siden. Næsten alle i familien har båret den og det bliver ærefuldt at putte Ellen i den på søndag, altså når den lige er blevet ordnet - endnu en ting på min huskeliste. 

Jeg har denne gang kastet mig ud i projektet at lave desserten selv. Dåbskage, cupcakes, marengs kys. Kæmpe projekt for sådan en amatørbager som mig, men den som intet vover, intet vinder. 
Al den bagværk tager jo tid, og jeg forsøger mig derfor med at lave de 60 cupcakes på forhånd og fryse dem til på lørdag, hvor jeg så tager dem op og pynter dem. Egentlig havde jeg også tænkt mig at gøre det samme med selve kagen, men fryseren er åbenbart skrumpet og nægter at indeholde mere. 

Derfor har formiddagen stået på bagning, kun afbrudt af en meget lidt samarbejdsvillig Ellen. Det havde jo været lidt lettere, hvis barnet havde husket, at hun plejer at sove 3 timer om formiddagen. Heldigvis er ugen kun lige begyndt - tænk at jeg i dag er glad for at det er mandag! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar